Mindeord for Jan Mumba Rasmussen, Kvik Næstved


Bordtennisklubben Kvik Næstved har mistet en stor personlighed i klubben, Jan Mumba Rasmussen. Her kan du læse klubbens mindeord om Jan.


Mindeord over Jan Mumba Rasmussen, Kvik Næstved

Det er med tungt hjerte og bøjet hoved disse ord nu bliver til – ordene ingen ønsker skal skrives om et menneske de holder af, som skal rumme et helt og stort menneske igennem et liv rigt på oplevelser. Ord der skal favne, forklare og forstå, som smerter at læse, men som holder os tæt på personen, imens de står på. Når ordene slutter, og vi igennem tårerne skal se virkeligheden i øjnene, ser vi sorgen. Tomrummet efter en enestående mand. En kriger. En fantastisk ven og en livslang støtte.

Jan ”Mumba” Rasmussen blev 59 år. Hans store hjerte, der har banket for alle i og omkring KVIK Næstved i 40 år, kunne ikke mere. Mumba døde efter 2 dages indlæggelse på Slagelse Sygehus fredag d. 12. oktober 2018 kl. 06:00 om morgenen. Mumbas mor, som Mumba igennem mange år havde plejet, sov stille ind 2 uger tidligere, og Mumba fandt aldrig ro efter sit store tab.

Det hele startede en sommerdag i 1978. En 19-årig Mumba, med stærke knæ, stort smil og appetit på livet, kom op ad trappen i Herlufsholmhallen for første gang. Det var tiden med samme farve belægning på begge sider af battet, og hvor man kunne købe øl i kantinen på Maglemølle, hvor Mumba arbejdede i mange år frem. I årene derefter udviklede Mumba sit kærlighedsforhold til klubben, blev formand i en tidlig alder, og dannede rammerne for det vi i dag kender som KVIK Næstved – et sted med højt til loftet, og hvor alle er velkomne.

Mumba var en god mand med en stor personlighed. Snart udviklede klubben sig nedefra, med de få midler der var til rådighed. Drivkraften var Mumbas sans for social ansvarlighed, fokus på mennesker og viljen til at lykkes, godt krydret med sin charmerende gavflabethed, et stort smil og et glimt i øjet. Engagementet smittede, og snart blev KVIK Næstved en stormagt i dansk bordtennis – både hvad angår medaljer og hvad angår mennesker.

Sidstnævnte var altid det vigtigste for Mumba. Han var en stolt og stærk personlighed, med markante meninger og en stor tilstedeværelse uanset hvor i lokalet han var. Når Mumba handlede, var det altid af kærlighed til klubben, og den lille familie han havde samlet i den. Selv hvis nogen var uenig med Mumba, kunne man altid se hans synspunkt tage udspring i omsorgen for de unge spillere, for de ældre spillere, for de der aldrig blev verdensmestre, og nok godt vidste det selv. ”Skralderrøvene”, som de hed. Mumba mente til sin sidste dag, at alle folk er lige, og skal behandles ordentligt, uanset hvor gode de selv synes de er til bordtennis, og om de i øvrigt er det eller ej. Mumbas vingefang var bredt, og mange unge mennesker har været i ly under det i tidernes løb. Børn, der siden er blevet voksne, og nu trygt sender deres egne børn afsted til bordtennis, grundet den uddannelse i medmenneskelighed der også altid har eksisteret i Mumbas nærvær. Ansvaret for hinanden, og glæden ved at deles. Den barnlige glæde ved at kunne grine af sig selv. De menneskelige værdier, som Mumba lidt efter lidt, igennem 40 år, har lært os allesammen lidt om – på
helt hans egen måde.

For ligesom Sinatra gjorde Mumba det på sin egen måde. Det skortede ikke på stærke meninger, og når man er fræk som en slagterhund og stædig som et æsel, så er man svær at komme udenom. Mumba forelskede sig i styrken i at kende reglerne ned i mindste detalje, formodentlig affødt af den stærke uretfærdighed han oplevede på egen krop hos arbejdsgiveren Maglemølle. Ikke da de lukkede hverken den første, den anden eller den tredje afdeling, men da de formastede sig til at stoppe for salg af øl i kantinen i arbejdstiden. Fluks røg Mumba i 3F, med ønsket om at forsvare den lille mand. Arbejderen, slideren, de der ikke selv havde muligheden. Mumba tog sin kærlighed for stillesiddende magtvælde med sig over i  bordtennis, hvor både KVIK Næstved, ØBTU, DBTU og DGI i mange år har haft stor glæde af Mumbas utrolige viden om regler, regulativer og netværk indenfor sporten.

Men Mumba kunne mere end at sidde stille og granske regler. Han kunne også lave en masse larm. Mumba var frygtet og berygtet som en enmandshær, der ikke skyede nogen midler for at nå i mål, og havde han ikke tilstrækkeligt larmende redskaber ved hånden, foldede han bare den ene hånd sammen foran munden som improviseret truthorn. Ingen skulle snydes for et stykke med stemning og høj cigarføring, når Mumba var i hallen. Ved Mumbas sidste stævne blev han – til højlydte protester – bortvist fra hallen pga. hans medbragte tågehorn, som han flittigt brugte til at sætte en skræk i livet på samtlige modstandere i Yngre Drenge B, hvor KVIK Næstved var repræsenteret. Stor var stoltheden og glæden også, da Mumba præsenterede sin seneste opfindelse, et ølkrus med påmonteret cykelklokke, så man både kunne drikke øl og lave ballade samtidig, uden i øvrigt at skulle flytte sig alt for meget. For stemningen betød det hele for Mumba, og smilet kunne han som regel heller ikke holde tilbage. For som han altid sagde: ”Det er jo ikke nogen skak-turnering, det her!”, som altid med sit skæve smil og et glimt i øjet.

Igennem årene tog Mumba en mere tilbagetrukket rolle i bestyrelsen, og lod nye kræfter komme til. Han indtog en mere tilbagelænet ”fornuftens stemme”, som den evigt løftede pegefinger, der formanede om to grundholdninger: Pas nu på de unge mennesker, og tænk nu tingene igennem. Mumba havde set mere end de fleste, og var en ledende figur i KVIK Næstved henover to oliekriser, en europamester, en finanskrise, et fodbold-EM og 14 år længere end Alex Ferguson var det i Manchester United. Igennem den tid kendte man som regel hans standpunkt, for det udsprang altid af omsorgen for mennesker. Når noget var for bombastisk, kunne man være sikker på en ”Mumbastisk” modreaktion: ”Nu skal vi heller ikke presse nogen for hårdt” eller en faderlig bekymring når tingene gik lidt for stærkt, ikke ulig mange børnefamiliers samtaler om ansvar og lang sigt med deres børn på 7 år, der inderligt ønsker sig en hundehvalp. Mumbas allestedsnærværende omsorg for både klubben og menneskerne i den vil leve videre i klubben og bestyrelsen, for han behøver ikke selv at være tilstede, for at vi alle kender hans standpunkt: ”Tænk nu på menneskerne først”.  Den formaning vil aldrig blive glemt i KVIK Næstved.

Men Mumba kunne også overraske. Med dundertale og vanlige stærke holdninger forbandede han alskens nymodens teknologi for ungdommen langt væk – man skulle TALE sammen. Indtil den dag han indså, hvor mange dejlige billeder af portvin og kolde øl internettet har at byde på, og vupti var Mumba på Facebook, hvor han både talte dage til juleaften og engagerede sig i bordtennis i både KVIK Næstved og på nationalt plan. Men uanset emnet kunne man altid genkende Mumba bag skærmen; den vanlige varme, den uskyldige glæde ved at lave ballade og det store smil bag hans engagement, der mindede enhver om ikke at tage alting så alvorligt.

Endda som kyndig brygmester slog Mumba sine folder. Allerede i sine tidlige år opfandt Mumba det finurlige og KVIK Næstved-specifikke begreb at blive ”hank” – betegnelsen for den mindst vindende spiller i en holdkamp, formodentlig med formålet altid at have noget ekstra at spille om, selv hvis man var håbløst bagud. Hank skulle man for alt i verden ikke blive. Så var det for Mumba mindre vigtigt om det var en landskamp, eller en træningskamp i Serie 4, hans første spørgsmål var altid: ”Hvem blev hank!?” Med til den tvivlsomme ære hørte en forpligtelse til at købe ”hank-øl” til holdet, og i Mumbas sidste år i bestyrelsen påtog han sig ansvaret for at oprette ”Hank-øl-Udvalget” der tilmed hvert år producerede 100 stk. af sine egne specialøl med KVIK Næstved-etiketter og KVIK-røde kapsler. Måske var det arrene fra Maglemølle, der ikke var helet, måske var det kærligheden til den utroligt grundige forundersøgelse, der hvert år jo måtte gå forud for en så vigtig beslutning, eller også var det bare Mumba, der atter engang fortalte os alle sammen, at man skal have det sjovt og kunne grine lidt af sig selv. På Mumbas helt egen
facon.

Mumba var en god mand. Ikke alene var han et godt væsen, han var det også ved mange, og igennem mange år. Et givende, varmt og smilende menneske, der holdt hånden over de, der havde brug for tørvejr, og skubbede bag på dem der havde brug for ansvar. Det blev et levevilkår for Mumba, som næppe vidste hvor elsket han var, og hvor stor en påvirkning han har haft på hans berøringsflade. Jævnligt møder man folk, som var forbi KVIK Næstveds borde for 5-10-20 år siden og havde en god oplevelse, og som regel kan huske at ”…der var én der hed sådan noget med Tuba eller sådan noget…”. Ja, det var der. Man kunne med glæde fortælle, at Mumba skam var der stadigvæk. En ildsjæl, som gav hele sit liv til en lille bordtennisklub lidt ude i skoven, selvom ingen verdens sjæl kunne have forlangt hverken det halve eller mindre af ham. Fra nu af bliver historien anderledes. Den bliver hårdere. Mumba er der ikke mere.

Mumba var en god mand, der gav så meget, og forventede så lidt igen. Ved Klubmesterskabet i 2017 blev Mumba kåret til Årets Kammerat, og de der var tilstede vil længe huske Mumbas rørte, overraskede og lidt forlegne, men revnende stolte reaktion. Han selv havde næppe tænkt tanken, at nogen kunne tildele ham den ære, imens en hel hal fuld af mennesker igennem de sidste 40 år skyldte ham den klub de spillede i, den ekstra familie de havde fået, de oplevelser der havde modnet dem og de sejre der var fulgt med, både dem man får medaljer for, og dem man ikke gør. Mumba var jo ikke blot Årets Kammerat, han var klubbens, omsorgens og alle menneskernes kammerat og trofaste støtte. Igennem 40 år. Uden nogen bad ham om det. Loyal i en grad verden næppe ser mage i dag, for Mumba var af den gamle skole. De bygger dem simpelthen ikke sådan længere.

I dag er vi i sorgens vold. Det må vi acceptere, for tabet er stort og har ramt os alle hårdt. Men på lidt længere sigt har vi et valg: Vil vi sørge over længslen efter det tabte, eller glædes ved minderne om at have haft. Mumba har lært og givet os alle så meget, både bordtennismæssigt og menneskeligt, og det skal vi lære at fejre, sætte pris på, og i Mumbas ånd give videre. Vi skal lave truthorn og ballade, vi skal grine og drikke øl, og vi skal fejre at vi har hinanden, og at vi faktisk har det godt. For det var vigtigst for Mumba lige til det sidste.

Men ikke i dag. I dag er sorgens dag. Det er én af de helt store der er faldet, og en af de sidste af sin slags. Mumba og hans store klubhjerte bliver sendt ud på sin sidste køretur iklædt sin elskede røde KVIK Næstved-klubtrøje, med MUMBA påtrykt på ryggen, og sit røde KVIK Næstved-flag henover sin kiste. Mumba bliver stedt til hvile på De Ukendtes Grav på Herlufsholm, ikke langt fra klubben, side om side med sin elskede mor.

Vi vil alle huske Mumba på hver vores måde. Nogle når de ser en gammel grå Seat, en bus til Kuhlausvej, de brune Royal-pilsnere, små lyseblå Banda-shorts, en klirrende Nettopose, en ringeklokke på cykelstien, en blå mappe til papirer, hører et truthorn, faktisk ser en skakturnering, spiser en toast på Kalbyrisskolen, når de kører forbi Solvej eller looper en bold direkte i gulvet, og finder en stor, våd plet på battet. Mumba er lidt allevegne, og alligevel slet ingen steder længere. I dag er i sandhed en sorgens dag for os alle.

Tak for alt. Du vil aldrig blive glemt. Æret være dit minde. Farvel, gamle dreng.